Fra ‘levende skræk’ til en verden af Lethed: Da stilheden forandrede alt for Sue

For mange starter dagen med en to-do-liste. For Sue Cotter, i dag facilitator for Access Consciousness i Irland, startede dagen med en knude af angst i maven og et hoved fyldt med frygt. Hun beskriver sig selv som en “levende skræk” – en person, der konstant levede i en tilstand af panik, kontrol og en overvældende frygt for at blive dømt.

Hendes historie er en dybt personlig fortælling om at vokse op i usikkerhed, om at bære den frygt med sig ind i voksenlivet, og om det ene øjeblik, der skabte en stilhed så total, at den forandrede alt.

Et liv levet i konstant alarmberedskab

Sue’s barndom var alt andet end tryg. Hun voksede op i et lille hus med otte søskende og en far, der var alkoholiker. Hver dag var præget af en nagende usikkerhed: Ville hendes far drikke i dag? Ville der være penge til mad? Den konstante energi af panik og mangel satte sig dybt i hendes nervesystem. “Jeg lærte fra en meget ung alder, hvordan nervøsitet, frygt og panik føltes,” fortæller hun.

Denne grundlæggende utryghed fulgte hende ind i voksenlivet og blev forstærket, da hun selv blev mor. Hun var fanget i en ond cirkel af selvkritik. “Jeg var så bange for, at min datter ville opfange min angst og ende som mig,” siger hun. Hendes hoved var en udmattende arbejdsplads, der konstant planlagde imaginære samtaler, skiftede tøj utallige gange for at undgå andres domme, og analyserede enhver handling for at sikre, at alt var “rigtigt”.

Det første møde med stilheden

Vendepunktet kom efter fødslen af hendes andet barn. Hun begyndte at gå hos en holistisk terapeut, og en fredag sagde terapeuten: “Jeg har lige lært en ny metode, og din krop beder om den.” Sue anede ikke, at hendes krop kunne “bede” om noget, men hun sagde ja. Metoden var Access Bars.

Efter sessionen satte hun sig ind i sin bil. Hun stoppede i den lille by Blarney og oplevede noget, hun aldrig havde oplevet før: ingenting.

“Der var intet i mit hoved,” fortæller hun. “Absolut intet. Jeg ledte endda efter tanker, men kunne ikke finde nogen.”

Følelsen var så fremmed, at hendes første reaktion var mistro. Havde terapeuten gjort noget ved hende? Var hun blevet endnu mere underlig? Da terapeuten et par dage senere spurgte, hvordan hun havde det, svarede Sue: “Det er mærkeligt. Der er ingenting.” Terapeuten spurgte simpelthen: “Er det plads?” Og ud af Sues mund kom et rungende “Ja!”.

Fra ugentlige sessioner til en ny virkelighed

Den oplevelse blev starten på en forpligtelse. I ni måneder, hver eneste fredag, fik hun en Bars-session. Langsomt begyndte hendes verden at forandre sig. Hun tog selv en Bars-klasse og blev facilitator. Men den virkelige transformation skete, da hun begyndte at udforske Access kropsprocesser.

“Det var her, tingene for alvor begyndte at flytte sig ud af min krop,” forklarer hun. “Minder om traumer og PTSD begyndte at forsvinde. Jeg har ingen reference i min krop til dem længere. Jeg holdt op med at dømme min krop og begyndte at spørge den.”

Den ultimative test og miraklet i berøring

Kort før hun selv tog sin første Bars-klasse, oplevede Sue ethvert forældres mareridt. Hendes datter blev kørt over af en bil. Men midt i den traumatiske situation reagerede hun med en uventet ro – et direkte resultat af de mange Bars-sessioner, hun havde modtaget.

Ugen efter, hos sin terapeut, lærte hun om kropsprocessen Cellular Memory (Cellehukommelse). Med et par simple ord skrevet på en lap papir, begyndte hun at placere sine hænder på sin datters krop, der var i gips. Energien hun kørte, skabte en forandring, der var intet mindre end mirakuløs.

“I dag er hun 16 år,” siger Sue. “Hun taler aldrig om ulykken. Arret er der, men det er bittesmå, og hun har ingen bedømmelse af det. Traumet og panikken har fuldstændig forladt hendes krop. Først nu anerkender jeg, hvilket mirakel det egentlig var.”

En ny måde at være forælder på

Den største forandring for Sue har været i hendes relation til sine børn. Fra at være en kontrollerende og bekymret mor, er hun blevet “sjov at være sammen med”. Perfektionismen er væk. Hun er holdt op med at fortælle sine børn, hvad de skal gøre, og er i stedet begyndt at spørge dem, hvad de ved.

Det har skabt en åbenhed, hun altid har drømt om. Og selvom hendes døtre ikke længere beder om at få kørt deres Bars, bruger de værktøjerne på deres egen måde. Hun fortæller en historie om sin datter, der, stillet over for en lang kø på en restaurant, simpelthen spurgte: “Hvad skal der til for, at vi får et bord hurtigt?” Fem minutter senere sad de ved deres bord.

Sues rejse er et stærkt vidnesbyrd om, at når man slipper den konstante larm af bedømmelse og frygt, åbner man ikke kun op for en ny virkelighed for sig selv, men også for alle omkring sig.

Kilde: Baseret på interview med Sue Cotter i serien “Stories of Change”